Nannas to værelser
"Nannas to værelser", Borgens Forlag, april 2006
"Nannas to værelser" er en bog for børn i alderen 6-12 år. Historien handler om de svære følelser, som Nanna og hendes storebror Jeppe gennemgår i forbindelse med deres forældres skilsmisse. Bogen er illustreret af Birgitte Frier
Bogen er fortalt i et sprog, som børn kan forstå, og er tænkt som et redskab til forældre, bedsteforældre, pædagoger og andre, som gerne vil hjælpe barnet med at forstå og bearbejde skilsmissen. Ved at læse bogen højt for barnet kan den voksne formidle sin forståelelse for den situation, barnet er i. Det er håbet, at bogen vil danne grundlag for videre samtale med barnet om barnets egne oplevelser og følelser.
Bogen fortæller også om den dag, da Nanna og Jeppe skal til samtale i Statsamtet. Bogen kan derfor også bruges til at forberede børn på en samtale i Statsamtet.

Nanna og Jeppe var hjemme hos mor igen. Nanna kedede sig. Der var ingen, der kunne lege i dag. Desuden savnede hun sin far. „Mor hvornår skal vi se far igen?”
„Øh, jeg ved det ikke rigtig Nanna, jeg tror far er ved at sætte lejligheden i stand”, sagde mor. „Mor, kan du godt li' far” spurgte Nanna. „l mange år elskede jeg jeres far”,. sagde mor, „men de sidste år holdt jeg op med det”. „Jamen, kan det så også være du holder op med at elske mig og Jeppe?" Mor så på Nanna. Så sagde hun med varm stemme: „Dig holder jeg aldrig op med at elske og heller ikke Jeppe. I er mine børn. Børn holder man ikke op med at elske, uanset hvordan de er.” „Hvorfor holdt du op med at elske far?” Mor trak vejret dybt. „Vi havde så mange skænderier, og vi var ikke gode til at give hinanden det, vi havde brug for.” „Jamen, hvad skændtes I om?” spurgte Nanna. ,,Det er kun noget for voksne, det kan du ikke forstå”, sagde mor.
