Hypnose og hypnoterapi
Hypnose og hypnoterapi
Hypnose er egentlig bare fokuseret opmærksomhed. Når man er under hypnose føles det som om man bare er afslappet og er med i alt hvad der foregår. Det er ofte først, når man skal op til den almindelige hverdagsbevidsthed igen at det kan føles som om man har været langt væk. Der er mange måder at blive bragt i hypnose på. Der vil ofte være en guidet afspænding af kroppen og ofte også en fantasirejse i form af et landskab eller andet man skal forestille sig, som afspænder det mentale. Man vil som regel kunne huske alt, hvad der er foregået. Jeg bruger kun hypnose, når klienten er helt tryg ved dette. Når jeg laver hypnoseterapi med børn, er en af forældrene for det meste med. De fleste der prøver hypnoterapi synes det er rigtig rart og har lyst til at det skal vare længere.
Hypnoterapi er et vældigt godt redskab især til forskellige fobier og angstformer som; tandlægeskræk, flyskræk, klaustrofobi, frygt for edderkopper, frygt for at køre bil, højdeskræk og fuglefobi. Det er også hjælpsomt i forbindelse med rygestop. Desuden bruger jeg det ofte som et redskab i et længere terapiforløb, hvis der er noget der skal undersøges nærmere. Det kan f.eks. være hvorfor der opstår angst eller hvornår og hvordan personen lærte at tilsidesætte egne behov. I den hypnotiske tilstand er der lettere adgang til de ubevidste resurser. Man husker bl.a. bedre. De ubevidste resurser kan ikke påvirkes med viljes magt. Der ud over kan man med fordel bruge hypnoterapi til at arbejde på et bedre selvværd eller at få gennemført livsstilsforandringer. Jeg bruger også hypnoterapi i de grupper jeg har for mennesker med depression eller stress, for at reducere negative tanker og give mere selvaccept.
Selvhypnose er noget der kan læres og som vil forstærke hypnoterapien. Så der vil ofte være hjemmeopgaver i form af øvelser i selvhypnose.
Hypnose har haft et dårligt ry i Danmark p.g.a. de mange shows, der er blevet lavet landet over, hvor folk bliver ydmyget og gjort til grin på scenen. I andre lande bl.a. Norge er det forbudt at lave hypnoseshows. Det er ærgerligt at klinisk hypnose på den måde er blevet miskrediteret, da det er et vældigt godt og i mange tilfælde resursebesparende og effektivt redskab. I de senere år er der igen blevet stor interesse for hypnoterapi blandt psykologer.
